Brænderøg og forholdsregler

Brænderøg er usund og kan være generende for naboerne.

Specielt i perioder med vindstille vejr og lave temperaturer kan brænderøg være slemt for naboerne. Naboer med automatiske ventilationsanlæg kan være ekstra udsatte grundet undertrykket i huset. Røg kan øge problemerne for personer med luftvejslidelser.

 

Forholdsregler

Det giver varme og er hyggeligt at sidde foran en tændt brændeovn eller pejs, men det kan være skadeligt for helbredet, hvis man ikke tager nogle forholdsregler. Røgen fra brændeovne indeholder nemlig skadelige stoffer. Hvor mange skadelige stoffer der er i røgen, afhænger af hvor rent og tørt brændet er, og hvor god forbrændingen er. De sundhedsskadelige stoffer i røgen dannes, fordi forbrændingen aldrig er 100 procent optimal. 

 

Værst er det, hvis træet er vådt, eller hvis man fyrer med andet end rent træ. For lidt lufttilførsel til brændeovnen giver også dårlig forbrænding. Vådt træ og for lidt luft giver desuden sod i skorstenen. En uregelmæssig forbrænding giver også mere røg og flere partikler. 

 

Når man fyrer i brændeovn eller pejs, er det ekstra vigtigt at lufte ud. Udluftning er noget af det bedste, man kan gøre for indeklimaet. 

 

Brænde

Brændet skal opbevares, så det kan tørre ordentligt ud inden brugen, men ikke indenfor, da der kan opstå vækst af skimmelsvampe i fugtigt brænde. 

 

Det er ikke lovligt at fyre med affald, herunder affaldstræ. Fyr aldrig med:

  • Trykimprægneret træ, paller eller træ, der på anden vis er overfladebehandlet
  • Træaffald, som kan indeholde rester af maling, lim og lak
  • Husholdningsaffald, fx mælkekartoner, æggebakker, plastik og kulørte tryksager som ugeblade og reklamer
  • Knust bygningsaffald som fx indeholder søm, skruer, rester af spån- og gipsplader.

Brændeovn

Det en god idé at købe en brændeovn, der er svanemærket eller DS-godkendt. Fra 2008 er det et krav, at brændeovne bliver testet på et laboratorium for at se, om de lever op til grænseværdierne for partikelforurening. Man kan få et skrotningtilskud (pt. på 2.000 kr) ved udskiftning af en gammel brændeovn. Skorstensfejeren kan vejlede nærmere om dette.

 

Forbrænding

Jo bedre forbrændingen af træet er, jo mindre forurening.

  • Tænd op i toppen af brændet. Læg to stykker brænde i bunden. Ovenpå stabler du pindebrænde i lag med luft imellem. I stedet for at tænde op i bunden, skal man tænde op i toppen af brændet. Det giver en bedre forbrænding og mindre udslip af partikler
  • Sørg for rigeligt luft. Skru først ned for luften, når flammerne bliver lysere. Fyr lidt ad gangen og brug ikke for store stykker træ
  • Røgen skal være næsten usynlig. Gå udenfor og se, at der hverken er for meget røg, eller at det lugter grimt.

 

Redigeret: 24-11-2019